Pastor Elin Juhler Sørensens tale til Jan og Rina:

Vielse i Sct. Catharinæ, 18.6.05


Kære Rina og Jan. (Bendix / Hovmand-Olsen)

Så blev det d. 18. juni – dagen for jeres store fest. En dag med sol og sommer, som vi ellers ikke er forvænt med det i år – den perfekte ramme om jeres vielse.
At der skulle være bryllup, har I ikke været i tvivl om, fortalte I forleden. I har længe vidst, det skulle være jer to – så hvorfor ikke tage næste skridt og gøre alvor af sagen – både juridisk og med en fest sammen med familie og venner. I har glædet jer og jeg håber, I må få al den glæde, I har glædet jer til.

I har valgt festen skulle begynde her i Ribe – i Sct. Catharinæ kirke, som du , Rina, har tilknytning til gennem din mors familie. I dag får du så også en historie med kirken og med Danmarks ældste by, Jan, når jeres navne om lidt føjes sammen her i den gamle klosterkirke..

Når man går herinde mellem de gamle mure – kan man godt falde i staver ved at tænke på, hvad de i grunden har lagt øre til gennem tiden – lige fra dengang munkene byggede kirken i begyndelsen af 1200 – tallet og kom her på alle tider af døgnet og ugen for at holde gudstjeneste, andagter og tidebønner – til reformationen i midten af 1500-tallet, hvor kirken blev overdraget til den landbobefolkning, som havde deres gårde og tilværelse her rundt omkring – til vore dage, hvor kirken er blevet en del af byens og bykulturens travle, pulserende liv. Hvad har de ikke lagt øre til de gamle mure – hvad kunne de ikke fortælle os, der lever nu – om menneskers liv med hinanden og med Gud – i glæde og sorg – i medvinds og modgangstider.
Igennem alle årene har kirken stået her – solid og sikker – og rakt imod himlen – som om den vil sige til os – at vel kan tider da skifte – traditioner og skikke forandre sig – Guds hus bliver stående som en påmindelse om, at noget står ved magt og aldrig kan rokkes : Gud og hans kærlighed .

Ellers kan det nok være, kirken er blevet rystet i sin grundvold de senere år . Mediesagerne er nærmest faldet over hinanden . For nylig var det kirkeministeriets økonomi, der var løbet løbsk – så var det spørgsmålet om homoseksuelles registrerede partnerskab og velsignelse i kirkerummet – så var det faldende medlemstal i folkekirken – og en fornyet religiøs og åndelig søgen, som stort set går kirkens dør forbi - og ikke mindst har der været sagen om præsten , der angiveligt ikke troede på Gud, opstandelsen og det evige liv – men nu er kommet på andre tanker – måske – det er ikke rigtig til at finde ud af . Jo, der er kommet fokus på kirken , må man sige - på kirkens berettigelse og forkyndelse . Hvad går kristendommen i grunden ud på , spørges der . Er kristendom tro på hvad som helst . Er Gud overhovedet til , eller er Gud et tomt ord – en forestilling eller et behov vi har? Hvad er vi her i grunden for – hvorfor holder vi gudstjeneste - hvorfor får vi vore børn døbt og konfirmeret – hvorfor lader vi os vie i en kirke?

Det kan naturligvis være lutter tradition det hele – og en god skik – det kan være orgelbrus og klokkeklang og romantik – men den slags holder ikke i længden, det ved vi godt – tomme traditioner kan man ikke leve på, når livet falder fra hinanden og bliver alt andet end romantisk.
Er der ingen Gud, så er præsten blot ceremonimester og kirken kulisse for den meget private ting, som to menneskers ja til hinanden er og den fest, de ønsker at holde i den forbindelse.

Der er en lille historie om to brødre – en lillebror og en storebror. De ligger en aften efter sengetid og filosoferer over lives store spørgsmål, sådan som børn kan gøre det. Den store, som gerne vil gøre sig voksen og spekulativ siger til den mindre :”Jeg ville gerne tro på det med Gud og religionen – men jeg kan ikke forstå det” Forældrene, fortælles det, spidsede øren, de havde aldrig talt om religion med deres børn. Der var en lille pause, så kom det fra lillebroderen: ”Jamen, tror du da, jeg kan forstå det…det kan jeg virkelig ikke. Men det er ligesom du tænker dig en meget stor ting og en lille bitte pose, og du så skulle have den store ting ned i den lille pose og den ikke kunne være der.. og du så ville sige: den store ting eksisterer ikke. ” ”Din forstand”, fortsatte lillebroderen ” din forstand er den lille, bitte pose – og Gud er den meget store ting. Fordi han ikke kan rummes i din lille forstand – betyder det ikke, at han ikke eksisterer.” Mere blev der ikke sagt, fortælles det, kort efter sov børnene.

Den fortælling vil jo ikke føre bevis for Guds eksistens - Guds eksistens kan ikke bevises, så lidt som den kan modbevises .
Historien vil derimod sige noget om, at der her i livet er sager, vi ikke har hverken ord eller forstand til at rumme Der er noget i livet, som er større end det, vi selv eller en nok så dygtig tid og fremtid kan skaffe os. Der er noget på spil i livet, som man ikke kan hverken arbejde , tænke eller udregne sig til - noget uhåndgribeligt – som vi ikke kan forstå med hovedet – men kun kan gribe med hjertet.

Det er I to et glimrende eksempel på . Da I fik øje på hinanden – dengang i begyndelsen af økonomistudiet i Århus – da var det næppe forstanden I brugte . I har næppe sat jer ned og noteret den andens højde og vægt og skonummer m.m. for at finde ud af, om det nu kunne betale sig at gøre mere ud af det bekendtskab. Nej, det er gået anderledes for sig – hvordan skal jeg afholde mig fra at komme med bud på - men noget er sket – noget stort , vidunderligt og uhåndgribeligt - som I vil have svært ved at stå til regnskab for overfor andre. For når sådan noget som kærlighed er på spil – så duer udregninger og argumenter ikke – kærlighed gør blind – lyder en talemåde – og rigtigt er det i den forstand, at kærligheden/ hjertet kan se det, som er skjult for det blotte øje og den nøgterne forstand.

Det er det, en vielse er udtryk for – at her kommer I med det, som overgår enhver forstand . At I , dengang I fik øje på hinanden, ikke bare så et tilfældigt forbipasserende menneske – men et ganske særligt menneske – et menneske med den særlige personlighed og de særlige træk – med det smil og det temperament , som jeg kan forstå, du er i besiddelse af, Rina – og den ro og uanfægtethed Jan udstråler, når man altså lige undtager et AGF nederlag - et menneske med de drømme og forventninger til livet.

Når I om lidt siger ja til hinanden – så er det ikke bare et lille ord på to bogstaver i alfabetet , I lader slippe over læberne . Nej, det er et” ja tak ” til det dejligste , der er hændt jer i jeres voksne liv – det er et ”ja tak” for det gode liv, I allerede har med hinanden – som I har delt undervejs med jeres familie og studiekammerater og venner – og det nye livsafsnit I har taget hul på sidste sommer i det sønderjyske med arbejdsliv og fjernstudie - et liv som livet er – på en gang vidunderligt og rigt – og ømt og sårbart . Når I om lidt siger ja til hinanden – så er det et ”ja tak” til forsat at ville dele livet med hinanden, når det er himmelsk at være i – og når det er ganske almindeligt dagligdags og træls også – og når det gør ondt. Kærligheden spørger ikke efter argumenter og grunde – den indgår ikke en kontrakt , der lyder på 2 eller 5 år, så må vi se , hvordan konjunkturerne står – nej, kærligheden elsker, for den overgår enhver forstand.

Og derfor passer en vielse godt til kirken – derfor holder vi stadigvæk gudstjeneste herinde – døber vore børn – tager afsked med vore døde herfra – fordi kirken er bygget til det, der overgår enhver forstand. Herinde tror vi ikke på en Gud, der i grunden for længst er afgået ved døden, fordi vi i mellemtiden er blevet klogere . Vi tror ikke på en Gud, der skabte verden på seks dage og nu sidder oppe i himlen på en sky med langt hvidt skæg – men vi tror på den Gud , som er skaberen bag alle ting – som har givet os alt hvad vi lever af og ånder ved : jorden , andre mennesker – omsorg – sol og lys og varme - den Gud, som her i verden viser os så mange glimt af det, der overgår enhver forstand - hvis himmelske kærlighed vi ser et genskær af her på jorden i den kærlighed, vi møder hos hinanden. Vi tror på den Gud, som ikke er langt borte fra nogen af os - men er i himlen således også her på jorden. Som gør, at livet ikke er vort eget projekt – og vi aldrig er alene hverken med vore sejre og nederlag – smerte eller skyld . Den Gud, som er den dybe sammenhæng i det, som er – uanset hvor og hvorfor og hvordan .

I dag giver Han jer sin velsignelse – løftet om at være med i jeres liv – fra morgen til aften – alle dage - når jeres liv går som en leg – og når, det gør ondt.

Jeg vil ønske for jer, at I af den velsignelse må hente fantasi og inspiration til at holde fast ved det imellem jer og i livet i øvrigt, som overgår enhver forstand – og lade småtingsafdelingen ligge.
Lykke til
Amen

bruden føres op af sin onkel
ringe på/forlover
salmer: 402,724,706,70

 

Se billederne fra brylluppet